Nej, DU skal tegne!

Lige siden jeg lærte at holde en blyant i hånden, har jeg tegnet. Mine første tegninger begyndte på et blankt stykke papir, hvor jeg tegnede en bil. Så vendte jeg papiret med bagsiden opad og tegnede en bil mere. Herefter røg papiret med de to biler til siden for at gøre plads til endnu et stykke blankt papir, og så forfra. Da jeg blev ældre tegnede jeg også andre ting. Jeg syntes det var sjovt at tegne og blev derfor ved. Bilerne vendte jeg tilbage til igen og igen, ikke mindst den dag, min far gav mig bog, med en masse tegninger af transportmidler. Den hedder "Lær at tegne transportmidler fra hele verden" og er skrevet af Jørgen Clevin. Jeg husker at åbne denne bog som viste, hvor få streger, der skal til, før der kommer en tegning ud af det. Det blot forstærkede min lyst til at tegne og siden den dag har jeg været ret stor fan af Jørgen Clevin.

Det er min kæreste Nor ikke.

Nor og jeg diskuterer ofte hvordan vi skal tegne med vores to børn. Vores diskussioner løber dog ret tit af sporet, og det falder ofte sammen med det tidspunkt, hvor jeg bringer Jørgen Clevin på banen.

"Jørgen Clevin viser jo hvor let det er" lyder mit argument altid,

og her starter diskussion sin deroute. For så svarer Nor altid

"Men jeg vil meget hellere se, hvordan DU tegner en bil end hvordan Jørgen Clevin gør det".

Herefter kommer vi ikke nogen vegne, for vi diskutere ikke længere vores børns kreativitet, men nu skændes om Jørgen Clevin.

Jeg bliver ret vred og forurettet. Jeg mener nemlig ikke at Jørgen Clevin fortæller mig HVORDAN jeg skal tegne en bil, men at han giver mig et eksempel på hvordan jeg KAN tegne en bil. Skulle der nu være noget galt med at kigge på, hvordan andre gør noget for at blive bedre? Det har jeg altid gjort selv. Men det hører Nor ikke og jeg hører heller ikke hendes pointe, nu prøver jeg dog alligevel at forklare den.

Nor mener at børns kreativitet er umiddelbar. Hun synes derfor, at det er meget mere interessant at se, hvad vores børn SELV finder på at tegne, frem for at lære dem, at SÅDAN tegner man et træ eller en bil. Vigtigere endnu er det nu at et barn, der får lov til at tegne uden vejledning er mindre tilbøjelig til at lade sig stoppe af selvkritik. Denne selvkritik kan efter Nors mening opstå, netop hvis man som voksen viser den RIGTIGE måde at tegne et træ eller en bil på.

Nor er ret konsekvent, når det kommer til at lade vores børn tegne selv, uden at pålægge dem noget. Det har jeg meget stor respekt for, da Nor selv mener hun har fat i den lange ende. Men trods hendes mange ihærdige forsøg er det lidt svært at få vores 3½-årige datter Lind engageret i at tegne eller lignende. Ofte når vi sidder og tegner med Lind, skubber hun papiret fra sig og siger i et klagende tonefald: ”Nej, DU skal tegne!! Jeg kan ik' finde ud af det!!". Med andre ord er Lind en ret selvkritisk ung dame, når det kommer til at tegne. Hun gør altså lige præcis det, Nor førsøger at undgå, nemlig lader sin kreativitet stoppe af selvkritik. Umiddelbart har Nor ikke haft fat i den lange ende her. Noget er i hvert fald ikke gået efter planen (Nor's plan) og Nor græmmer sig!

Men der er dog håb. For en måneds tids siden fik Nor Lind interesseret i at klæbe pressede efterårsblade på papir. Det er selfølgelig ikke at tegne, men det er dog en kreativ aktivitet. Om aftenen endte Nor og jeg igen i en diskussion om kreativitet, da vi snakkede om hvor fedt det var, at Nor havde fået "lokket" Lind til at fordybe sig i en krea-aktivitet. Det endte selvfølgelig igen med Jørgen Clevin, men denne gang endte det godt. Dels fordi vi undervejs kun kom en lille smule op og skændes og dels fordi det viste sig, at det slet ikke var Jørgen Clevin, vi var uenige om. Vores ueninghed gik på, hvad han står for. Clevin er for Nor en personificering af en meget udbredt pædagogik, i hvilken voksne har travlt med at vise børn, HVORDAN man udtrykker sig, f.eks. i forbindelse med at tegne. Det er denne pædagogik, hun langer ud efter. Hun udtrykker nærmest en afsky for den. Denne afsky deler jeg bestemt med Nor, men jeg synes ikke det er rimeligt at klandre Jørgen Clevins for den.

Jeg så for nogle år siden en dokumentarfilm om Jørgen Clevin. Her så jeg en mand, der ikke kunne lade være med at tegne. En mand der tegnede hele tiden og gjorde et show ud af det. Han brillierede ikke i det kunstneriske udtryk eller et slutprodukt. Det var i den kreative proces hans talent foldede sig ud. I de små 1-2-3 film, DR viste i forbindelse med andet børnefjernsyn, var noget vittigt ved hans simple udtryk: En streg blev til flere og pludselig ligende det noget. Endnu flere streger kom til og forvandlede tegningen til noget andet og noget tredje. Og det hele så legnede let ud.

I disse film fremstod Clevin som en trylleskunstner, der med et to tre kunne forvandle et tomt stykke papir til en vittig tegning, der flere gange undervejs forvandlede sig. Jørgen Clevin bøgerne (heriblandt Lær at tegne transportmidler fra hele verden) tog også udgangspunkt i den kreative proces, men her fremstod Clevin mere som en lærer end en tryllekunstner. Filmene fremstillede det magiske ved den kreative proces underbygget af Clevins nynnen og håndmimmik. I bøgerne fremstod det i stedet som en opskrift på den samme kreative proces men her stum og slavisk. Jørgen Clevin var nok både lære og lidt af en tryllekunsnter eller showman. Jeg husker mest ham for magien og Nor husker ham som lærer.

Så Nor har nok alligevel fat i noget her. For vejledninger har det nemlig med at flytte fokus fra den magi, der kan opstå når vi tegner. Den er orienteret imod et endemål eller et resultat og den skal derfor gives med omhu og i rette doser, så ikke fokuset tages fra processen. Lind skal have plads til at nyde at tegne, uden først at skulle forholde sig til, hvad tegningen skal blive til. Om det bliver en bil eller et pingvinfjernsyn er jo lige meget i denne sammenhæng (..og ja Lind har tegnet et pingvinfjernsyn engang, og sådan et har både en skærm i et ene hjørne og en sofa indbygget).

pingvinfjernsyn (Tusch på papir), Lind Stadel Blom 2016

Når Lind siger "...men, det kan jeg ikke finde ud af!", kan det være fordi, hun har en forventning til sig selv om at kunne tegne Jørgen Clevins eller sin fars version af bilen, en for høj forventning for en 3-årig. Det kan også være hun prøver at leve op til sin mors og fars interesse for at tegne, uden rigtig at kunne følge med. Det kan være hun rent faktisk ikke rigtig gider at tegne, selvom mor og far ikke vil indse det (de sidder blot med et nostalgisk blik i øjnene, forblændet af deres egen barndoms tegneoplevelser).

Børns tegninger skal drives af deres egen nysgerrighed. Som voksne må vi gerne opfordre og inspirere dem, men vi skal ikke tro, at de er små kopier af os eller trække vores egne ambitioner ned over deres kreativitet. Selvom Nor og jeg har været meget optaget af at tegne som børn, er det jo slet ikke sikkert at vores børn er det. Når de så endelig tegner skal vi nok bare holde os lidt på afstand og lade dem nyde det. Vi kan meget let komme til at indskrænke vores børns mulighed for at udtrykke sig, hvis vi hele tiden vejleder dem imod mål, de ikke har nogen interesse i eller erfaring til at opnå.

Jørgen Clevin brugte ikke nogen vejledning. Han begyndte bare med en streg og efter den fulgte flere. Han lod papiret vise vejen og gik med nysgerrighedens umiddelbare skridt. Det har Nor stadig ikke meget til overs for. Jeg er nu stadig ret fascineret af Jørgen Clevin, også selvom han nok aldrig har tegnet et pingvinfjernsyn.