hverdag
krise
meta
proces

Hvad skal jeg skrive?

Peter Blom Hansen
16. november 2015

Som du nok ved, lancerede jeg denne blog for ikke så lang tid siden. Det er meningen, at den skal handle om computeren som en troldmands værktøj, computeren som troldværk.

Jeg har lyst til at skrive mere, men der er for mange ting i mit hoved, så jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har så meget, jeg gerne vil sige og overbevise andre om, men det er svært at få det skrevet ned.

Når jeg skriver, tager det ofte en drejning for meget, så jeg ikke kan holde snuden i sporet. Det bliver for vævende eller for vredt, det vil for meget og stikker i for mange retninger. Handler det nu nok om computere? Jeg vil jo også gerne skrive om fantasien. Ja og jeg vil også gerne skrive om, hvordan computeren giver muligheder for nye måder at finde udtryk på, nye måder at fremstille, hvad vi forestiller os i vores fantasi. Men hvorfor ikke bare skrive om det?

Jo, men så er der jo også Open Source og Linux og den der lille Raspberry Pi. Det giver også muligheder for at anvende en computer, også selvom man ikke har så mange penge, og det giver frihed til at lege med computeren og ændre måden, hvorpå man anvender den.

Ja og så er der også de fede og øjenåbnende kommentarer fra de tidligere indlæg, som jeg også gerne vil studse over og skrive mere om.

Måske skal jeg bare acceptere at, jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg egentlig vil sige og at det ikke altid kommer til at handle om computeren. For der findes jo også mange andre former for troldværk i denne verden. Måske er jeg offer for en af dem nu, en besættelse, der driver mig ud i alle afkroge af mit sind uden at lade mig fokusere.

Det er nok bare mangel på søvn (som kommer helt naturligt til mig og som ikke bliver mindre, når min fire måneder gamle søn ikke sover hele natten og desuden vækker min 2,5 årige datter).

Og så er der også rollespillet, det har jeg slet ikke fået nævnt, selvom det var rollespil, der i første omgang fik mig til at kode.

Det er sgu noget troldværk det her! Kan man måske begynde at bruge troldværk som skældsord? Så, nu ryger jeg ud af en tangent igen. Det var nu rart at skrive lidt, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad budskabet var.

Jeg må følge min fars råd, til at håndtere en stor og uoverskuelig opgave: Begynd i den ene ende!

Så er det bare at beslutte, i hvilken ende.