Ho ho ho

Og her står jeg så og venter på, at børnene kalder på mig. De er ved at forlade bygningen og skal ud på legepladsen, hvor de skal synge og danse om juletræet. Jeg står her på vuggestuens kontor og gemmer mig iført røde og hvide klæder samt passende hue og hvidt skæg. Herfra kan jeg høre min datter Lind skrige højt og vredt nede fra garderoben. Jeg tager mig selv i at have dårlig samvittighed over ikke at kunne gå ned og hjælpe min kæreste Nor, som både skal håndtere Lind på to et halvt og lille Joachim på fem måneder.

Men det kan jeg ikke, for jeg skal være julemand. Skrigene forstummer. Alle børn er nu ude på legepladsen. De danser og synger og råber så i kor: ”Ju-le-mand! Ju-le-mand! Ju-le-mand!”. De bliver ved. Jeg venter lidt. De råber højere. Jeg kigger mig en sidste gang i spejlet og sørger for at tøjet sidder ordentligt, at skægget dækker mit ansigt og at mit hår ikke stikker ud under huen. Jeg skulle nødig blive afsløret.

Jeg går ud på den lille balkon. ”Ho, ho, hoo! Glædelig jul!” råber jeg med mørk stemme imens børnene hylder mig eller rettere hylder den julemand, som jeg har inkarneret i dette øjeblik. Jeg har forvandlet børnenes forventning og drøm om julemanden til virkelighed i kød og blod.

Fortællingen om julemanden er opstået fra mange forskellige kilder. Den vigtigste er for mig at se den kristne Sankt Nikolaus, en helgen for børn og gaver.

Og der står jeg på balkonen og råber ”glædelig jul!” imens børnene nedenfor venter spændt på om julemanden har en gave med til dem. Jeg forlader balkonen og tager min sæk med indpakkede pixibøger med ned på legepladsen. Børnene flokkes om mig. ”Ho, ho, kom og få en gave, der er nok til alle.” De modige går forrest, de fleste har deres forældre i hånden og et par stykker er åbenlyst bange for julemanden, som han står der i al sin pragt. Alle får de en gave og pakker den op i spænding. Alle har de oplevet fortællingens mystik på egen krop. Og alle står de med beviset på julemandens eksistens i hånden: gaven.

Jeg forlader børnene igen og klæder om. Senere spørger jeg Lind: ”Hvem har du fået bogen af Lind?” hvortil hun svarer: ”Julemanden”. Hun har ikke hørt en historie om julemanden, hun har oplevet historien vakt til live. Bogen vil hver gang, hun tager den frem, bringe hende mindet om oplevelsen - om den dag hun så julemanden med sine egne øjne.

I middelalderens helgendyrkelse gik man ofte i procession gennem byens gader for at vise helgernes relikvier (knogler eller stykker af tøj) frem. Relikvierne var en materiel manifestation af helgenen - et slags bevis på, at mennesket, der nu var ophøjet til helgen, virkelig havde levet.

Idag går vi ikke rundt med knogler fra døde mennesker, men vi køber gaver til vores børn og påstår, at det er julemanden, der er kommet med dem. Gaven er et moderne relikvie, julemanden er en moderne helgen, og gaven beviser, at julemanden eksisterer. Lind har beviset i hånden. Bogen, hun har fået af julemanden.

Derfor er Sankt Nikolaus den vigtigste inspiration til julemanden. Dyrkelsen af julemanden er ikke et udtryk for en lovprisning af Gud, men man anvender helgenritualets form i en tilbedelse af forbruget. Julen er den tid på året hvor vi køber allerflest ting til hinanden og julemanden personificerer denne forbrugsfest.

Julemanden er en moderne Sankt Nikolaus forklædt i Coca Colas røde farver, der står i stormagasinernes katedraler og prædiker den frelse og lykke, vi kan købe til vores børn.